Når jeg står der under bruseren, kommer jeg indimellem til at filosofere lidt over verden og forskellen på hvordan vi vælger at leve vores liv.
Jeg plejer ofte at sige, at mennesker der ikke kan holde ud at leve alene som single er svage personligheder. Idag kom jeg til at stå og tænke på, at det egentlig nok slet ikke er sådan. Men at det tværtimod er personer som mig, der vælger at leve alene som single der er de svage. For en af grundene til at jeg lever som single er netop, at jeg hurtigt kommer til at føle mig nærmest kvalt, at jeg har svært ved at få luft og næsten forsvinder som dug for solen, hvis jeg har en kæreste. Dette betyder ikke at jeg ikke forelsker mig engang imnellem, for det gør jeg da ganske som andre. Og det hænder endda også med at jeg ovenikøbet nogen gange tror på, at det kan komme til at gå … denne gang. For så et par uger efter at måtte erkende, at jeg endnu engang hellere vil være alene/single.
Så i tilfælde som mit, må det vel være tegn på svaghed, at jeg ikke føler jeg kan få rum og plads til at eksistere sammen med et andet menneske?
Jeg kan sagtens bruge megen tid sammen med venner … i perioder…. men så må de såmænd også gerne tage hjem igen, så jeg kan få noget alene-tid og få ro i hovedet!
